Design denmark

Jurydage i Danish Design Award

Jurydage i Danish Design Award

Mens vi venter på prisshowene for Danmarks store designpris, Danish Design Award, arbejder årets internationale jury på højtryk. Over 200 unikke designprojekter og –løsninger har den 18 mand/kvinde store jury gransket og bedømt. Et omfattende og spændende arbejde, der tager pulsen på dansk design lige nu.

Hvem er årets unge designtalent? Hvilken løsning vil imponere os med sin nye måde at uddanne og lære på? Og hvilket design får os til at spærre øjnene op, fordi det kan være med til at forbedre vores hverdag?

Mens juryen allerede nu kender nogle af svarene, efter at have afsluttet første ’runde’ af afstemningen – en individuel digital afstemning – og de shortlistede er fundet, må vi andre vente til maj måned med at få spændingen udløst.

Jurymand Jesper von Wieding vil dog gerne løfte lidt af sløret for, hvad vi kan glæde os til:

– Niveauet i indsendelserne er virkelig højt. Det er super glædeligt, at vi igen i år har modtaget så mange intelligente løsninger og svar, der tydeligt viser, hvilken forskel design gør. I kan glæde jer til at se designløsninger, som er nytænkende og også danske i sit DNA. Begge dele er afgørende, når vi brander dansk design internationalt. Igen i år gør juryen et kæmpe arbejde, når de frivilligt gennemgår hele det store felt.

Medlem af juryen og ansvarlig for kategorien Clean WorldPil Bredahl, siger:

– Som jurymedlem får man en unik mulighed for at se dybt ind i nogle af de mest engagerede designprojekter i Danmark lige nu. Det er ret tidskrævende at læse og se så mange projekter igennem, men belønningen er den enorme glæde og respekt, man ikke kan undgå at få for dem, der har indsendt deres allerbedste, seneste bud på en ny dansk designløsning. Jeg synes, at dansk design lige nu afspejler en branche, som meget kvalificeret forstår at vælge de rigtige problemer at finde svar til.

“Jeg synes, at dansk design lige nu afspejler en branche, som meget kvalificeret forstår at vælge de rigtige problemer at finde svar til.” Pil Bredahl.

Bedømmelseskriterierne

Juryen vurderer de indsendte løsninger og produkter ud fra fire kriterier, der ser på produktets eller løsningens værdi og effekt:

  1. Har det skabt værdi for mennesker, virksomheder og samfund?
  2. Udtrykker det forståelse for brugerens behov og livssituation?
  3. Er det visionært, og kan det være med til at vise vejen for andre?
  4. Er det udført æstetisk og med omhu?

Næste runde af juryarbejdet foregår i København i dagene den 17. og 18. marts, hvor alle medlemmer mødes og finder frem til årets finalister og vindere af Danish Design Award.

Om Juryen

Juryen udpeges hvert år af Design denmark og Dansk Design Center i fællesskab og består af medlemmer med virksomhedserfaring og designkompetencer. De matcher hver én af de 18 kategorier og særpriser, og er ambassadører for hver sin kategori.

Alle medlemmer af juryen i Danish Design Award donerer frivilligt deres viden og tid til projektet ud fra et ønske om at støtte målet med Danish Design Award: At synliggøre værdien og effekten af godt design og hylde de mangeartede positive effekter, som design skaber for menneskers hverdag, erhvervslivet og samfundet, samt at markere dansk designs førerposition, nationalt som internationalt.

Du kan læse mere om årets jury her

Om Danish Design Award

Danish Design Award er unik i sit fokus på værdien og effekten af design, og i sin målsætning om at være mere end blot en prisuddeling. Vi ønsker, at designprisen er med til at højne bevidstheden om og stimulere brugen af design og designtænkning i virksomhederne.

Prisfesterne finder sted den 8. maj i København og den 31. maj i Kolding.

Foto: Danish Design Award. Juryen på arbejde i 2016.