Design denmark

NavneNyt - Ny kreativ ledelse i Kontrapunkt

Strategisk skifte sætter design og kreativitet allerøverst på agendaen hos et af Danmarks førende designbureau, Kontrapunkt. Philip Linnemann er ny Executive Creative Director, mens stillingen som administrerende direktør bliver nedlagt. Det betyder, at bureauet siger farvel til Rikke Nalepa Olesen.

Creative first mentalitet
Kontrapunkt har altid haft en stærk profil indenfor både design, identitet og strategi, og med det strategiske skifte er ønsket at integrere disciplinerne endnu bedre med en ”creative first” mentalitet, hvor kreativitet kommer øverst på dagsordenen.

I de senere år har bureauet oplevet, hvordan design er blevet et mere og mere centralt værktøj i forretningsudvikling, og ikke mindst hvordan designfaget udvikler sig i mange forgreninger fra service design til UX og motion design. For at leve op til sit eget løfte om at skabe holistiske brandoplevelser med identitetsdesign i centrum, gør man nu en designer ansvarlig for at forene alle discipliner.

Naturligt generationsskifte
Philip Linnemann er søn af Bo Linnemann, medstifter af Kontrapunkt. Med Philip som ny øverste ansvarlige sætter bureauet dermed også generationsskiftet i den 35-årige virksomhed op i gear. Philip har fået design og Kontrapunkt ind med modermælken, og en del af hans job bliver også at sikre, at udviklingen følger med Kontrapunkts lange historik, samtidig med at der skabes rum for en ny generation af kreativitet og nytænkning. Med sin baggrund som både designer og strateg er Philip et eksempel på den nye generation af kreative, som Kontrapunkt ønsker at være med til at opfostre i branchen.

Rekordår
2018 tegner til at blive det bedste finansielle år i hele Kontrapunkts historie. Det er i høj grad takket være den hidtidige ledelse, som har skabt et solidt økonomisk fundament, der nu skal bruges til at investere i fremtiden. Det betyder blandt andet, at bureauet vil kultivere en kreativ læringskultur som omdrejningspunktet i al fremtidig udvikling for både kunder og branchen.

Tak til Rikke
Bo Linnemann udtaler: “Vi skylder Rikke en kæmpe tak for hendes indsats. Hun er en stor personlighed, som efterlader os i exceptionelt god form. Hun har været enormt vellidt og respekteret for sin høje faglighed blandt såvel kollegaer som kunder.”

Om Kontrapunkt
Kontrapunkt er blandt Skandinaviens førende design- og brandbureauer. I mere end 30 år har de rådgivet internationale kunder som Ørsted, Carlsberg, LEGO, Novo Nordisk, KPMG, Noma, Danske Bank, Mitsubishi Motors, Denso, Nissan og Asics Tiger og Shiseido. I dag er Kontrapunkt Group mere end 80 kreative idealister, der arbejder med design og strategi fra kontorer i København og Tokyo.

Om Philip Linnemann
Philip Linnemann er 30 år og kommer fra en stilling som Creative Director i Kontrapunkts kontor i Tokyo. Philip er Bachelor of Arts i Grafisk Design Kommunikation fra Chelsea College of Art and Design og har en Master of Science i Innovation, Entrepreneurship & Management fra Imperial College Business School i London. Før sin tid i Kontrapunkt har Philip været en del af Danske Banks innovationsenhed, MobileLife, hvor han har arbejdet som Corporate Entrepreneur og været med til at udvikle flere af bankens nye digitale forretningsområder.

NavneNyt
Har du en nyhed til NavneNyt, som du gerne vil have delt, så skriv til sa@designdenmark.dk