5 skarpe til Palle Rosendahl fra Rosendahls
5 skarpe
1. maj 2019
Vi har stillet 5 skarpe til trykkeriet Rosendahls direktør Palle Rosendahl – 4. generation Rosendahl i direktørstolen. Rosendahls blev grundlagt i 1902 og er dermed et af Danmarks ældste trykkerier. Virksomheden har været med til at sætte standarden for design og tryk i Danmark igennem generationer. Rosendahls sponsorerer Young Talent kategorien ved dette års Danish Design Award.
Hvad er Rosendahls kerneområder?
Vores virksomhed er dybt forankret i dansk designhistorie. Min oldefar grundlagde Rosendahls Bogtrykkeri for mere end 100 år siden, fordi han havde passion og talent for godt håndværk, og det er stadig vigtigt for os den dag i dag. Vi sætter os ind i vores kunders forretningsgrundlag, deres passion og deres ønsker. Det kan godt være, at vi har øget fokus på store industrielle partnere, men forståelsen for detaljerne i dansk design og ingeniørkunst er lige så indgående, som den altid har været.
Hvad betyder dansk design for jer?
Vi oplever dansk design som et partnerskab. Vi arbejder sammen. Rosendahls kan kun levere et flot produkt, hvis vi forstår kundens design, intention og funktion. Det er helt afgørende. Du kan sige, at vi beriger kundens produkt, vi tilfører det værdi – og vores leverance bliver på den måde et selvstændigt produkt i produktet. Det gælder uanset, om vi trykker kataloger for Louis Poulsen, indlægssedler til farma-industrien eller den seneste finanslov.

Hvad vil du fremhæve som de største milepæle i dansk design?
Der er mange ikoniske landvindinger, og jeg mener, Louis Poulsen står for flere af dem. Også Danfoss er i en klasse for sig, når det kommer til funktionelt design. B&O sætter fortsat standarden med designs, der står i mange danske hjem og over hele verden. Fælles for de tre er, at de er med til at definere, hvad der er dansk design. Men jeg vil alligevel fremhæve LEGO. De har formået at møde og indfri nye krav til design, nye platforme og kundeflader. De har fornyet sig og dog bibeholdt udgangspunktet: En undselig byggeklods.
Hvorfor er det vigtigt for Rosendahls at støtte nye talenter?
Vi er et levende bevis på, at dansk design står stærkt herhjemme såvel som internationalt. Og det kan kun lade sig gøre, fordi der er et solidt fundament i Danmark omkring talentudvikling og evnen til at tænke ud af boksen. Vi vil selvfølgelig gerne være med til at finde den næste B&O, Louis Poulsen eller Danfoss, men vi ønsker i lige så høj grad støtte op om de helt rå talenter, iværksætterne, der er med til at drive dansk design fremad.

Hvad ser du som den største udfordring for fremtidens design?
Der er ingen tvivl om, at vi står over for en stor opgave med at forene print og digitalt design. Det digitale kan noget fuldkommen unikt, det er jo kun fantasien, der sætter grænser. På samme måde har det trykte, det taktile, en fantastisk historie at fortælle. Det, at du kan tage det med, holde det i hånden, præge dine tryk, så det sætter gang i sanserne, er helt særligt. Rosendahls tager aktivt del i den transformation, og vi er dybt engageret i at smelte de to verdener sammen til en ny visuel dimension.