Se årets finalister til Danish Design Award 2020

Danish Design Award

18. marts 2020

I dag, onsdag den 18. marts, offentliggør Dansk Design Center og Design denmark dette års finalister til Danish Design Award i kategorier, der spænder fra sundhed over ressourcebevidsthed til forbedring af arbejdslivet. Vinderne kåres ved en prisuddeling den 2. juni.

En app, der lærer børn om kvantefysik, et nyt luksuriøst parketgulv af overskudstræ og en digital kommunikationsplatform, der tilpasser skrifttypen til afsenderens følelser. Det er bare tre eksempler på de 48 designløsninger i 12 kategorier, der findes blandt finalisterne til Danmarks nationale designpris, Danish Design Award 2020.

Finalisternes designløsninger er vidt forskellige, men tilsammen giver de et billede af, hvad der rører sig inden for design netop nu, både i virksomhederne, på designuddannelserne og i samfundet generelt. Både når det gælder nye former for og tilgange til begrebet læring eller forskellige former for interaktion mellem digitale platforme og fysisk aktivitet.

Årets finalister afspejler de positive kræfter, der er til stede i design, og de områder vi skal fokusere på i 2020 og fremadrettet, mener juryformand Christina Halskov: “Løsningerne indgyder tillid til, at positive forandringer er mulige og viser designernes gå-på-mod til at løse klimaudfordringer, konflikter mellem mennesker, tilgodese menneskers behov, skabe muligheder for inspirerende læring, bryde med vanetænkning og innovere, eksempelvis ved at bruge kunstig intelligens med mennesket og planeten i fokus.”

Alle løsningerne kan findes på Danish Design Awards hjemmeside. Her kan man desuden afgive sin stemme på den bedste designløsning i kategorien People’s Choice Award.

Prisuddelingen foregår i samarbejde med Dansk Industri og finder sted den 2. juni i Industriens Hus.

Om Danish Design Award

Danish Design Award er Danmarks store årlige designpris, der hylder den forskel, design kan gøre for mennesker, virksomheder og samfund. Prisuddelingen gennemføres i samarbejde mellem Dansk Design Center og brancheorganisationen Design denmark.

Finalister og vindere udvælges af den internationale jury, der består af førende eksperter inden for bl.a. design, innovation, teknologi og bæredygtighed.

Pressekontakt

Kommunikationschef i Dansk Design Center Katrine Hertz Mortensen på khm@ddc.dk eller tlf.: +45 2098 4213.