Open Call til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021
Open call
7. august 2020
Biennalen for Kunsthåndværk & Design er en scene for samtidens kunstværk og design med en udstilling, pris og formidling til både branchen og det brede designinteresserede publikum. Alle professionelle designere og kunsthåndværkere opfordres til at sende en ansøgning og deltage i konkurrencen om Biennalenprisen 2021 på 100.000 kr.
Årets tema: Takeaway – hvad tager du med videre?
Den globale Coronakrise skabte en midlertidig opbremsning og måske et permanent retningsskift i værdier, vaner og strukturer. Fællesskab og bæredygtighed forvandlede sig fra abstrakte begreber til konkrete valg, og vores afhængighed af hinanden viste sig på nye måder, da koncertoplevelser blev til tv-transmitteret fællessang, kunstudstillinger blev til webinarer, håndarbejde blev til åndehuller, kunstnere og kunsthåndværkeres patchwork økonomi blev alment kendt, designerens evne til at tænke inden for boksen blev åbenbar, og den lokale restaurant overlevede på lynomstilling til takeaway.
Under nedlukningen af Danmark i foråret 2020 fik tidstunge håndværksdiscipliner og kulturfællesskaber en ny renæssance, og der er netop nu et momentum for at understrege værdien af samtidens kunsthåndværk og design. Med krisen fulgte en hyper-opmærksomhed på, hvordan vi bruger vores tid og ressourcer, og en mulighed for at spørge, hvad der er værd at tage med videre herfra.
Biennalen 2021 kigger ind i en ny virkelighed, en post-corona tid, der sammensmelter traditionsbunden viden og teknikker med ny teknologi og formidling. Biennalen 2021 ønsker at undersøge, hvordan kunsthåndværkere og designere vil forme det forventede “nye normale”. Hvad tager kunsthåndværkere og designere med sig af overleverede ressourcer, viden og metoder ind i fremtidens praksisser? Er en ny forståelse og nye fællesskaber vokset frem som et positivt “takeaway” fra krisen? Og har krisen inspireret designere og kunsthåndværkere til at efterlade noget for altid?
Ansøgere skal forholde sig til følgende spørgsmål i beskrivelsen af deres projekt: Hvad tager du med videre i din praksis som designer eller kunsthåndværker?
- Nye og/eller gamle teknologier, metoder, materialer, redskaber, discipliner, faglig arv osv.
- Nye og/eller gamle indsigter, fællesskaber og idéer.
- Hvad efterlader du?
Hvordan ansøger du?
- Upload din ansøgning digitalt her senest d. 1. oktober 2020.
- Det koster 300 kr. pr. ansøgning.
- Ansøgninger indsendes kun digitalt.
- Svar på ansøgninger gives i november 2020.
Hvem kan søge – og med hvad?
- Alle professionelle danske udøvere (udøvere bosat i Danmark inkl. det danske rigsfællesskab, danske udøvere bosat i udlandet eller udøvere med en stærk tilknytning til Danmark, eksempelvis via uddannelse).
- Grupper med mindst en dansk bosat deltager.
- Studerende kan ansøge med et selvstændigt projekt, men du kan ikke deltage med studieprojekter skabt i forbindelse med uddannelse.
- Alle værker må tidligst være produceret i 2020.
- Det er kun muligt at ansøge med egne værker/projekter.
- Det er muligt at ansøge med skitser, men det skal fremgå tydeligt i ansøgningen, at der er tale om et skitseprojekt.
- Nye værker må ikke tidligere have været vist, men kan godt være en viderebearbejdning af ældre projekter.
Ansøgningsfrist: 1. oktober 2020
Biennalen for Kunsthåndværk & Design udstilles i Dansesalen på Museet på Koldinghus i perioden fra d. 5. juni – 24. oktober 2021 med fernisering og prisoverrækkelse d. 4. juni.
Siden 1995 har Foreningen Danske Kunsthåndværkere & Designere arrangeret Biennalen.
Juryen 2021
Juryen udvælger projekter til Biennale-udstillingen ud fra de indsendte digitale ansøgninger.
- Anni Nørskov Mørch, Kurator v/Museet på Koldinghus
- Trude Gomnæs Ugelstad, Kunstnerisk direktør v/Sørlandets Kunstmuseum (NO)
- Love Jönsson, Museumschef v/Rian Designmuseum (SE)
- Carl Emil Jacobsen, Industriel designer og kunstner
- Maria Sparre-Petersen, Glasformgiver og Studielektor v/KADK
Nyttige links
Find vejledning og vilkår for ansøgere her.
Download ansøgningsskema her.
Indsend digital ansøgning her.
Fotokreditering: Sarah Winther, Mourning Period, Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019. Fotograf Dorte Krogh