Snedkernes Efterårsudstilling 2020

Udstillinger

Møbelillusioner i tivoli

TIVOLI, Københavns historiske have, danner i år rammen om Snedkernes Efterårsudstilling. En legendarisk attraktion, der er skabt til at forføre med sine forskellige stemninger og arkitektoniske stilarter. Tivoli er et hybridt eventyr med forlystelser, kultur og oplevelser, en oase af fællesskab og nærvær og et scenografisk byrum præget af visionær arkitektur, eksotiske elementer og sin over 175 år lange historie.


Poul Henningsen og Gudmund Nyeland Brandts parterrehave danner i år rammen for udstillingen

Snedkernes Efterårsudstilling hylder illusionerne i dette års opsætning, hvor udstillere har forholdt sig både konkret og abstrakt til Tivoli som institution og til Poul Henningsen og Gudmund Nyeland Brandts parterrehave som magisk ramme. Parterrehaven bliver således det sanselige sted, hvor udstillingens 30 møbelprojekter udstilles svævende mellem stauder, blomsterbede og rislende vand. I år er der tegnet bredt og fantasifuldt, for udstillingens 30 unikke møbler byder både på et insekthotel, en stol, der over tid formes af Havens blomster, et bord med optiske mønstre, der snyder hjernen, en transparent stol, hvor omgivelserne læser sig ind i materialet, et fællesskabsorienterende verdensur og et triple-fuglehus til flere versioner af spejlkabinetter, omsluttende møbelrum og illusoriske møbelskulpturer. Der er med andre ord diversitet og stedsspecifikke fortolkninger blandt årets eksperimenterende møbler, der er skabt af nogle af Danmarks mest etablerede arkitekter, designere og producenter.

”Tivoli er en illusion – en kunstigt skabt verden, som afspejles i vores. Vi har igennem længere tid ønsket at udstille i Tivoli, da Haven besøges af
mange forskellige mennesker og ikke kun af et fagligt publikum. SE har noget, som skal eksponeres i en større kreds, og så er der jo i forvejen masser af godt design i Tivoli. Vi synes også, at vores medlemmer trængte til at få lettet lidt på låget efter et par mere rationelle udstillinger om håndens arbejde på Thorvaldsens Museum og bæredygtighed på Dansk Arkitektur Center, DAC. Jeg forventer mig derfor en masse møbler, hvor man kan diskutere, om de overhovedet er møbler – og hvad møbler er og skal kunne”,

siger formand Claus Mølgaard.


Udstillingsperiode

  1. august 2020 – 4. oktober 2020

Tjek aktuelle åbningstider på www.tivoli.dk

Priser: Tjek aktuelle priser på billetter, pakker og Tivolikort på www.tivoli.dk


For yderligere information, kontakt

SE Administration
V/Karin Carlander
Tlf: +45 29 88 14 18
E-mail: se@se-design.dk


Om Snedkernes Efterårsudstilling

Snedkernes Efterårsudstilling (SE) er en platform for udvikling og eksponering af nutidigt og eksperimenterende dansk møbeldesign. SE er en ikke-kommerciel sammenslutning af 88 møbelproducenter og designere, der årligt samarbejder om at skabe en udstilling med nye møbler ud fra bestyrelsens tematiske oplæg, der varierer fra år til år. Temaerne har til formål at udfordre medlemmerne og skubbe dem ud i nye grænseflader af deres fag, ligesom der gennem temaerne lægges op til nyfortolkninger af både velkendte arketyper og klassiske funktioner eller tages afsæt i narrative eller politiske begreber. Hvert år indlemmes nye designere, da man kan søge om optagelse som dansk eller international gæstedesigner
– en status, der med tiden kan transformeres til medlemskab. SE har gennem de senere år udstillet internationalt i Tokyo, London og Stockholm, ligesom danske og internationale brands er kendt for at håndplukke
SE-projekter for at sætte dem i produktion. Møblerne udstilles et nyt sted hvert år i samarbejde med et nyt hold af kreative kræfter, der kontinuerligt
udvikler og iscenesætter indholdet af Snedkernes Efterårsudstilling.
Holdet bag SE 2020 er fotograf EgonGade, Tivolis tegnestue v/Maria Hviid Bengtson og Thomas Winkler samt skribent Charlotte Jul

Download pressemedelelse her
Download faktaark her