Open Call: Statens Kunstfond søger to designkuratorer til netværksprogram i Chicago

Open call

26. august 2020

Er du designkurator med en drøm om at komme til USA? Og få etableret et stærkt internationalt netværk med indblik i kulturscenen i Chicago? Så har du nu muligheden for at søge en plads på et kuratorprogram skabt af Statens Kunstfond i og EXPO Chicago.


Statens Kunstfond samarbejder med EXPO Chicago (The International Exposition of Contemporary & Modern Art) om at lade to designkuratorer få adgang til deres kuratorprogram. Som en af USA’s mest markante internationale messer for moderne kunst og design, har EXPO Chicago mere end 135 internationale udstillere og udarbejder strategiske partnerskaber med samlere, kunstnere, institutioner og organisationer fra hele verden. Det er første gang, at danske designkuratorer bliver en del af programmet.

Læs mere om EXPO Chicago her.


International netværk og lokal inspiration


Kuratorprogrammet giver to designkuratorer mulighed for at oparbejde et nyt internationalt netværk og viden om kulturscenen i Chicago. Som deltager i programmet vil du blive en del af en gruppe af kuratorer fra USA og resten af verden, og få adgang til udstillinger, studio visits og andre aktiviteter og netværksskabende arrangementer på tværs af det lokale design- og kunstfelt i Chicago.

Kuratorprogrammet inkluderer desuden flybilletter og hotelophold for perioden.

Designkuratorer med en væsentlig tilknytning til den danske kunsthåndværk- og designscene kan søge om plads på kuratorprogrammet. Studerende kan ikke søge.

Ansøgningsfrist d. 21. september 2020 kl. 23.59.

Læs mere om kuratorprogrammet og ansøg om en plads her.


Dansk kunsthåndværk og design til USA


Kuratorprogrammet er en del af Statens Kunstfonds markante USA-satsning. Det er den største designsatsning fra fonden til dato, og indsatsen vil skabe opmærksomhed om værdien af dansk design og kunsthåndværk i USA.

Læs mere om Statens Kunstfonds USA-satsning her.


Fotokreditering: EXPO CHICAGO, Kevin Serna