Open Call fra Statens Kunstfond: Tværfagligt arkitektur- og designprojekt til Chicago Architecture Biennial
Open call
26. oktober 2020
Statens Kunstfond har indledt et samarbejde med den største arkitektur- og designbegivenhed i USA – Chicago Architecture Biennial med målet at realisere et arkitektur- og designprojekt i et af Chicagos belastede kvarterer i dialog med de lokale borgere. Projektet bliver det officielle bidrag ved 2021-udgaven af Chicago Architecture Biennial.
Designere, arkitekter og kunsthåndværkere får dermed en unik mulighed for at skabe det officielle danske bidrag til Chicago Architecture Biennial i september 2021. Et bidrag, som vil blive biennalens hovedprojekt.
Har I idéen til at udvikle et nyt fælles byrum, der bygger på samskabelse med lokalsamfundet? Med udgangspunkt i et nyt, banebrydende samarbejde med Chicago Architecture Biennial, efterspørger Statens Kunstfond de bedste kompetencer fra danske arkitekter, kunsthåndværkere og designere til at byde ind med et tværfagligt biennalebidrag med fokus på samskabelse.
Vinderprojektet skal repræsentere Danmark ved biennalen, som er den største arkitektur- og designbegivenhed i USA.
Læs mere om samarbejdsprojektet mellem Statens Kunstfond og Chicago Architecture Biennial her.
Lokal dialog og værdiskabelse
Der efterspørges originale idéer for et stedsspecifikt design af et fælles rum i byen, som skal tage form i dialog med lokalsamfundet. Der søges derfor projektidéer, som vil indgå i en udviklingsproces og ser samskabelse som en styrke.
Den vindende idé skal munde ud i et fysisk projekt på en byggetomt i bydelen North Lawndale, et af Chicagos mest underprioriterede områder. Her skal vinderprojektet demonstrere og skabe en konkret oplevelse af, hvordan veldesignede fælles rum kan bidrage til en øget oplevelse af værdi og livsudfoldelsesmuligheder for det lokalområde, som projektet skal fungere i.
Med mere en 10.000 byggetomter i hele Chicago er der potentiale for at projektet kan skabe en ny form for fælles offentligt rum, som kan komme borgere over hele byen til gode.
Der er afsat 1,2 mio. kr. til at realisere projektet.
Tværfaglige kræfter og lokale løft
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design og Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur samarbejder for første gang om et open call for både designere, kunsthåndværkere og arkitekter, fordi årets biennalebidrag kalder på stærke, tværfaglige kompetencer for at løse opgaven.
Temaet for 2021-udgaven af Chicago Architecture Biennial er The Available City, og har et særligt fokus på at identificere muligheder for at gentænke og genskabe vores byer gennem designinterventioner skabt i dialog med lokale borgere.
Vinderne af open call skal arbejde tæt sammen med Chicago Architecture Biennial og David Brown, biennalens nyudnævnte Artistic Director, om at realisere projektet i dialog med lokalmiljøet.
En unik mulighed for international positionering
Med open call får danske udøvere inden for design, kunsthåndværk og arkitektur en enestående chance for at få ny viden fra de lokale kræfter, et stærkt internationalt netværk og samtidig markere sig på den internationale arkitektur- og designscene med mere end 500.000 besøgende.
For at lære mere om The Available City, North Lawndale og hele projektet, vil potentielle ansøgere i løbet af de næste uger kunne deltage i en række info-sessions og talks. Der er desuden udarbejdet et detaljeret informationsmateriale til opgaven.
Læs mere og ansøg til Chicago Architecture Biennial her.
Ansøgningsfrist: 7. december 2020 kl. 23.59.
Fotokreditering: Cory Dewald