Om at Opleve Design
Udgivelser
20. november 2020
Thomas Dickson udgiver i dag ny bog om design
En indlevende og inspirerende fortælling om, hvorfor ting ser ud som de gør, og hvilke virkemidler, arkitekter og designere bruger i deres arbejde.
Om at opleve design viser, hvordan design og arkitektur påvirker vores hverdag og livskvalitet ved at fortælle om alle de typer af formgivning, der omgiver os, herunder produkter, bygninger og byer. Ikke mindst handler bogen om, hvordan design kan give os livskvalitet gennem bl.a. form, farve, proportioner, funktionalitet, lyd, nyt contra gammelt og brugsværdi contra oplevelsesværdi. Bogen indeholder masser af eksempler og er rigt illustreret med fotos og tegninger.
Bogen siger noget om, hvorfor vi fascineres af nogle designs, mens andre kan lade os ganske kolde. Det drejer sig også om, hvorfor huse og genstande ser ud som de gør, det vil sige selve baggrunden for formgivningen af brugsgenstande, indføring i de elementer og principper, som arkitekter og designere bruger i deres arbejde.
Bogens titel henviser til Steen Eiler Rasmussens bogklassiker Om at opleve arkitektur fra 1957. Hans værk har været en grundbog for generationer af arkitekter, designere samt ikke midst interesserede lægfolk. Hvor Steen Eiler Rasmussens bog mest handlede om arkitektur og kun lidt om design, er det i Thomas Dicksons bog omvendt.

Thomas Dickson siger selv om bogen:
“Det har ikke været hensigten, at bogen skulle handle om god og dårlig smag, men i stedet give læserne nogle redskaber til selv at tage stilling til hvad der, i deres øjne, er godt design”.
Du kan fra i dag d. 20. november 2020 købe Thomas Dicksons bog. På grund af COVID-19 restriktionerne har det ikke været muligt at arrangere en traditionel bogreception. Men heldigvis får du mulighed for at hilse på Thomas i det japanske stormagasin Mujis danske butik, som ligger på 4. sal i Illum på Strøget. Her vil du kunne møde Thomas lørdag d. 28. november fra kl. 13.00 – 16.00.
Der vil ikke blive holdt den sædvanelige tale som ved tidligere bog receptioner, men forfatteren vil være til stede til at besvare spørgsmål. Derudover er butikken virkelig et kig værd, her har Thomas Dickson også en finger med i spillet, da han har været konsulent siden foråret.