Debat: Gør kriseramte konkurrencedygtige igen – omdan minkfarme til insektfarme og slå tre fluer med ét smæk
Bæredygtighed
Af Abelone Varming, CEO Design Denmark og Lene Tanggaard, Rektor, Designskolen Kolding
– Bragt på Børsen.dk d. 4. marts 2021
Man skal aldrig spilde en god krise. Winston Churchill skulle have sagt dette i 1940, men sætningen tilhører ikke ham alene. Den er sagt før og kan siges igen. Vi skal ikke gå glip af de muligheder, en krise giver os. For krise kræver forandring og forandring er nyskabelse. Og kriser har vi nok af; Coronakrise, mink- og klimakrise. Lad os slå alle tre sammen og i en vis ruf få sat gang i en fremtidssikret produktion på dansk jord.
Vi er i mange sammenhænge dygtige til at gå forrest og med pionerånd, passion og standhaftighed føre innovation til dørs. Vedholdenhed over generationer gør os eminente. Der er meget, vi er fremragende til i Danmark: Landbrug, fiskeri, design, arkitektur osv. Vi vokser op med det og måske tager vi det for givet, men det ligger i os. Vi er hver især, individuelt og i fællesskab, bygget af et fokus på problemløsning og håndværksmæssige færdigheder. Som en canadisk designer udtrykte det over for den ene af os: ”I Danmark er design som mad. I tænker slet ikke over, hvor meget det betyder for jer”.
Så lad os slå til nu og kaste os ud i nye indsatsområder og eksportmuligheder, der bæredygtigt kan bringe os frem i køen igen, ikke for at springe over, men for at bane vej. Insekter anses af mange innovative personligheder som værende de nye fremtrædende proteinkilder for dyr og mennesker. Finans.dk bragte i sommeren 2020 en artikel, hvori Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet udtalte sig om det store potentiale for insektproduktion i Danmark. Men som artiklen beskrev, kræver det stadig forskning, og for at det skal batte noget, skal vi op i skala. Og nu er chancen der for i større skala at etablere insektfarme. Og det er her, vi ser muligheder. For kære Mette Frederiksen, er det ikke sådan så du kender nogle, der lige nu har tomme landbrugsanlæg stående? Store anlæg drevet af familier med erfaring for at producere til eksport, der evt. har tid og lyst til at kaste sig ud i nye produktionseventyr? Jamen, skal vi så ikke komme i gang og slå tre fluer med ét smæk? Som designressource og -uddannelsesinstitution stiller vi os gerne til rådighed med den kapacitet for problemløsning og smukke, bæredygtige nye løsninger, som altid har karakteriseret den danske design- og håndværkstradition.
Verdens bedste nyheder udgav d. 31.januar 2021 artiklen Melorme møver sig mod middagstallerknen. Her skriver Liv Raahauge Frederiksen at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, slår fast at mennesker trygt kan spise løs af melormen. Nu mangler kun den sidste formelle godkendelse af EU-kommissionen, før melormen må markedsføres og sælges i alle europæiske lande. Alle europæiske lande! Denne sikkerhedsgodkendelse er et stort skridt. Lars-Henrik Lau Heckmann, uddannet biolog og Development Manager hos virksomheden SKOV, der producerer ventilationssystemer til animalsk produktion, herunder også insektproduktion, fortæller: ”Et kilo insekter udleder cirka 100 gange mindre CO2 end et kilo oksekød. Derudover har insektproduktionen en helt eminent arealudnyttelse, da det giver en stor mængde produkt per arealenhed.”
Der er selvfølgelig en omfattende branchekonverteringsopgave, som, hvis den gribes rigtigt ad, kan sikre Danmark en plads på et marked i fremdrift. Og hvis nogle af de midler, der alligevel skal sendes til de tidligere minkfarmere, i samme omgang tilpasses eller øremærkes til kollektivt koordineret konstruktiv forskning og etablering, så er vi vel alle godt tjent? Måske det er naivt. Måske det viser sig at være en fuser. Men det er da værd af undersøge. Det gode ved insektproteiner sammenlignet med minkproduktion er, at det er til gavn for alle og ikke kun de privilegerede.
Abelone Varming
CEO, Design denmark
Danmarks brancheorganisation for designere og designvirksomheder
Lene Tanggaard
Rektor, Designskolen Kolding