Dansk Arkitektur Center: Cecilie Manz udstiller design i verdensklasse
Udstillinger
22. september 2021
Under 3daysofdesign åbnede udstillingen Nålen i høstakken i Dansk Arkitektur Center. Hvilke overvejelser, tvivl og tanker ligger bag et godt design? Hvor mange prototyper kræver udviklingen af en ny stol? Hvad betyder skala for form og funktion i en højtaler? Alt det og meget mere kan besøgende gå på opdagelse i, når en af Danmarks mest anerkendte designere, Cecilie Manz, inviterer inden for i sit univers.
Det endelige resultat – om det er en højtaler eller et badekar – danner i Cecilie Manz’ tilfælde en afsluttet helhed. Det fremstår enkelt og ligetil, ofte arketypisk, men bag ligger et anseeligt arbejde. Det arbejde, der gør godt design til en stor oplevelse. Her står vi med nålen i høstakken.
Udstillingen er udviklet af Cecilie Manz i et samarbejde med Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond og Dansk Arkitektur Center.
Udstillingen er støttet af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond.

Om Cecilie Manz
Cecilie Manz er en af Danmarks mest anerkendte designere.
Hun forener den skandinaviske tradition for enkelhed og funktionalitet med et moderne, globalt udtryk. Hvert design rummer skønhed og er udført i holdbare materialer og sublimt håndværk.
Af samme grund har hun modtaget et væld af hæderspriser for sine værker, og vundet designelskeres hjerter verden over med sine produkter for bl.a. B&O, Fritz Hansen og Duravit.
Om Nationalbankens Jubilæumsfond
Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond uddeler hvert år et hæderslegat til en udøvende dansk kunstner, inden for arkitektur, design eller kunsthåndværk. I bedømmelsen lægges der vægt på godt håndværk, høj kvalitet i udtryk og formgivning, nyskabende og eksperimenterende projekter.
Modtager af legatet i 2021 er designer Cecilie Manz.
Om Dansk Arkitektur Center
Dansk Arkitektur Center er en international kulturattraktion, der formidler arkitektur og design. DAC bor i hjertet af København ved inderhavnen i den spektakulære bygning BLOX og er en del af Københavns Kulturkvarter.
DAC er konstitueret som en fond med et finansielt grundlag i et offentligt-privat partnerskab mellem Realdania og staten. Staten er repræsenteret ved Erhvervsministeriet, Kulturministeriet og Indenrigs- og Boligministeriet.
Udstillingsperiode
Udstillingen åbnede i forbindelse med 3daysofdesign d. 17. september og løber frem til d. 9. januar 2022.
Ved spørgsmål, kontakt venligst
Johanne Troelsgaard Toft, Presseansvarlig v. Dansk Arkitektur Center
E-mail: jott@dac.dk
Telefon: +45 61 42 19 27
Fotokreditering: Dansk Arkitektur Center.
Coverbillede: Jeppe Sørensen
Artikelbillede: Casper Sejersen