Design denmark, Abelone Varming, fratræder sin stilling, for at søge nye udfordringer

Nyt fra Design denmark

6. oktober 2021

Pressemeddelelse


Abelone Varming har hele sit liv levet og åndet for design, men fratræder nu posten som direktør for Design denmark, for at søge nye veje. Abelone Varming har skabt en forening i vækst, ligesom hun har bidraget aktivt til at sætte design på dagsordenen bl.a. i forbindelse med Danish Design Award, designuddannelserne, de danske designeres rettigheder og den grønne omstilling.


Abelone Varming startede som aktivt medlem af foreningen allerede under sin uddannelse på Designskolen i 1995, og trådte ind i bestyrelsen i 2013, fra 2014 som næstformand. I 2016 blev Abelone ansat som udviklingsdirektør og overtog kort tid efter i 2018 posten som direktør for foreningen.

Abelone Varming udtaler:

”Min tid som direktør har budt på både glæder og udfordringer, og ikke mindst en fantastisk mulighed for at advokere for styrkerne ved dansk design. At styrke faget som helhed og danske designeres muligheder, kompetencer og rettigheder har været en glæde for mig hver dag. Og efter fire år føler jeg nu, at foreningen er et rigtigt godt sted, så det er med ro i maven, at jeg overlader foreningen til nye kræfter, og jeg vil glæde mig til at se en ny direktør bygge videre på de sidste års arbejde. Selv har jeg endnu ingen planer – dog ved jeg med sikkerhed at fremtiden byder på mere design og et fortsat engagement i Design denmark.”


Abelone Varming har været med til at sætte design på dagsordenen, bl.a. gennem et aktivt arbejde som ambassadør for designsamarbejder på tværs af branchen, herunder i forbindelse med bæredygtighed og den grønne omstilling.

”Abelone har været en kompetent, målfast og empatisk leder af vores forening, der med sin egen baggrund i design sikkert har styret foreningen med lige dele karisma og råstyrke. Som direktør har hun styrket foreningens brand, position og økonomi. Hun har holdt den faglige fane højt og været kompromisløs i sit engagement for at fremme forståelsen for og anvendelse af dansk design og danske designere. Vi mister en helt særlig direktør, men glæder os over Abelones fortsatte engagement i foreningen.”

Lotte Lyngsted Jepsen, Bestyrelsesforkvinde, Design denmark


Abelone Varming vedbliver som direktør frem til d. 30. november 2021, men fortsætter herefter som medlem af foreningen.

Design denmark søger nu ny direktør til tiltrædelse i 2022.
Læs mere her.

Spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til
Lotte Lyngsted Jepsen, Bestyrelsesforkvinde
Telefon: +45 25 10 30 52
E-mail: lotte@khbstudio.com