Beretning fra et medlem: Internationalt jurymøde på Børsen, i samarbejde med Design denmark.
Arrangementer
10. november 2021
Herunder følger en beretning fra MDd Christian Baun omkring ICMA award, som afholdes på Børsen i samarbejde med Design denmark i oktober 2021.
D. 22. oktober i år, blev ICMA Award afholdt for 12. gang – og for første gang blev awarden ikke afholdt i Düsseldorf, men i København i samarbejde med Design denmark (Dd). Motivet for at flytte awarden var ganske enkelt – som den internationale award man er – at infiltrere sig i designmiljøer ude i verden. Men også for at åbenbare for danske grafiske designere hvilke muligheder det kan give at deltage og vinde en award. Den chance havde flere danske designere grebet, dog må de fortsat vente på resultatet, der offentliggøres d. 30. november på www.icma-award.com.
Christian Baun, grafisk designer MDd, der har været fast jurymedlem af ICMA siden 2014, arrangerede årets jurymøde i København. Han kontaktede Design denmark og inviterede til et samarbejde om jurymødet: ”Dd var åbne og visionære, og ville gerne bidrage til at ”promote the exchange of creative ideas on an international level” som det hedder i ICMA’s idegrundlag. Med Dd som samarbejdspartner fik vi også Jesper Von Wieding som Dd’s repræsentant i juryen, hvilket var en sidegevinst. Jesper er jo dybt engageret i både Creative Circle Award og Danish Design Award, så han bidrog med sin solide erfaring – således har vi på Jespers foranledning justeret på et par små men vigtige detaljer i ICMA. Jesper gav desuden de øvrige jurymedlemmer indsigt og historie om Dd med hjem – så på den måde kom vores forening på landkortet i Schweiz, Østrig, Holland, Luxembourg, Brasilien, Tyskland. Det perfekte arrangement og samarbejde med Dd, bekræftede hele meningen med vores forening, og jeg håber og tror at der også lå en lille win-win til Dd.
Om ICMA (International Creative Media Award):
The ICMA gives an overview of contemporary graphic design: Corporate media, corporate design, book and magazine design. The main purpose of the ICMA is to promote the exchange of creative ideas on an international level.
Christian Baun:
“Som en del danske grafiske designere allerede har erfaret, så kan en award gøre en forskel. Det gjorde det i hvert fald for mig, da jeg vandt en ICMA Award tilbage i 2012. Den gav mig mod på flere awards – siden har jeg vundet mange. Det har banet vejen for kunder fra USA, Australien, Israel m.fl. Derudover invitationer til at være jurymedlem i awards hjemmehørende i Düsseldorf, London, Milano og senest fra det Taiwanesiske Ministerium for Uddannelse. Det var 24. gang jeg var jurymedlem i en designaward, fordelt på 6 forskellige designawards der alle afholdes årligt. Således har jeg været inviteret til eks. New York City, Milano, Tokyo, Montréal og Düsseldorf for at arbejde som jurymedlem. Jeg er ret begejstret for at være jurymedlem og jeg synes det er uvurderligt inspirerende og lærerigt og det giver uundgåeligt en opdatering på visuel identitet, grafisk design og ikke mindst logodesign fra hele verden. Min pointe er at jeg håber at du vil gøre dig selv den tjeneste at overveje hvad det kunne betyde for dig at vinde en award. Jeg håber at du som medlem af Dd vil overveje at deltage i næste års ICMA”.