Ny tekstildesign-duo både hylder og udfordrer deres fag

Udstillinger

23. februar 2022

Den nye duo Tronhjem Rømer, der er aktuel med udstillingen ”Color Occurrence”, sætter fokus på farver og tekstiler, og at tiden er til en anerkendelse af tekstilfagets potentialer og betydning for rummets atmosfære.

Mennesket har altid haft behov for sanselighed og ornamentering. Derfor undrer to nyuddannede tekstildesignere, Trine Tronhjem og Liv Marie Rømer sig over, at tekstilfaget ikke opnår mere anerkendelse og opmærksomhed. Særligt det store potentiale tekstiler, farver og mønstre har til at skabe atmosfære i rum, ønsker duoen at sætte fokus på. Dette gør de blandt andet i den aktuelle udstilling ”Color Occurrence”, der tematiserer perceptionen og oplevelsen af farver i udstillingsrummet Officinet.


I udstillingen vil man kunne opleve håndtrykte tekstiler, der sammen giver rummet en særlig atmosfære og dermed også en kropslig oplevelse. Tekstilbanernes mønstre er udviklet ud fra en arkitektonisk tanke, hvor placering og form af tekstilerne spiller en afgørende rolle. Derfor relaterer mønsterelementerne sig ikke blot til hinanden, men også til formgivning og det rum, de er skabt til. Dette understreges i ophænget af tekstilbanerne der både lukker og åbner for kig gennem udstillingsrummet.

Netop skala, mønster og farve er helt afgørende elementer for oplevelsen; når værket opleves på nært hold, vil tekstilernes mønsterelementer og farve fremstå som tydelige elementer i relation til hinanden. Betragtes værket på afstand, bliver elementerne og farverne derimod til en helhed for øjet. I denne vekselvirkning tydeliggøres Tronhjem Rømers pointe; at farver og tekstiler har en helt afgørende betydning for vores helhedsoplevelse af rum.


Med en lang tradition af tekstilhåndværk bag sig, retter duoen også blikket fremad, og bryder rammerne og forventningerne til faget:

”Den tidligere generation mestrer det tekstile håndværk på et niveau, vi måske aldrig vil nå. Men det gør ikke noget. Vi er ikke bange for at hverken proces eller fejl bliver blottet,”

Siger Liv Marie Rømer

”Vi oplever derimod at det uperfekte er en gave, og vi møder en stor længsel efter den uregelmæssighed, der ligger i det analoge håndværk.”

På udstillingen er det også tydeligt, at tekstilerne ikke er skabt af industrien; den uperfekte gentagelse af serigrafirammen skaber overlap og mellemrum i mønsteret. Dette bidrager til en foranderlighed i tekstilerne der giver en lang aflæsningstid og en sanselighed, som man ikke oplever andre steder.
Tekstilduoen mener dog ikke, at de analoge og digitale metoder behøver at udelukke hinanden, og anvender derfor også digitale metoder i deres designproces:

”Vi udvikler altid vores mønstre digitalt, hvorefter de bliver omsat til serigrafirammer og trykt analogt. Den nøjagtighed, der ligger i det digitale, er med til at fremhæve det irregulære i det analoge,”

Siger Trine Tronhjem.

Tronhjem Rømer motiveres af et håb om en fremtid, hvor tekstilfaget får anerkendelse for de stærke virkemidler, som de mener, at faget inkluderer. Med udstillingen ønsker de, at understrege værdien af den sanselighed, som farver og tekstiler skaber. Color Occurrence er en oplevelse for alle, der ønsker at få sine sanser udfordret.

Der er gratis adgang til udstillingen, som er åben tirsdage-søndage 14-17 i udstillingsrummet Officinet i Bredgade, København.


Kontaktinformation

Tronhjem Rømer
E-mail: hello@tronhjemroemer.dk Trine Tronhjem: +45 42230379 Liv Marie Rømer: +45 50435248


Om Officinet

I Officinet udstilles samtidens kunsthåndværk og design. Officinet er et af Københavns få frie rum for kunsthåndværk og design og er placeret centralt i Bredgade med Designmuseum Danmark som nærmeste nabo.


Om Tronhjem Rømer

Tronhjem Rømer er en duo bestående af tekstildesignere Trine Tronhjem og Liv Marie Rømer, der begge er uddannet med en bachelorgrad fra Designskolen Kolding og en kandidatgrad fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.


Praktisk om udstillingen

Udstillingssted: Officinet, Bredgade 66, København K Udstillingsperiode:
4. til 25. Marts 2022 Åbningstider: tirsdag-søndag 14-17

Fernisering: 4. marts kl. 16-20