Restmaterialernes cirkulære matchmaker: THE UPCYCL åbner afdeling i Nordhavn
Nå de 17 - via design
19. april 2022
Den cirkulære økonomi bliver skruet op for fuld styrke, når THE UPCYCL åbner afdeling og New Waste showroom med fokus på materialecirkulering i EDDA Studio i Nordhavn.
Onsdag d. 27. april 15-18 slår THE UPCYCL dørene op til reception, hvor de tilmeldte kan se frem til at komme helt tæt på de mange inspirerende restmaterialer – eller New Waste materialer – som virksomheden selv har døbt dem. THE UPCYCLs københavnske showroom er, på samme vis som det i Aarhus, fyldt med netop New Waste materialer, der stod til at skulle skrottes. Alle materialerne i THE UPCYCLs New Waste showroom er nemlig restmaterialer, afskær eller frasorterede emner fra deres mange industrielle medlemsvirksomheder.
Med materialerne sirligt kurateret på hylderne er der ingen tvivl om, at THE UPCYCL henvender sig til det kreative miljø i København. Men det er netop også de københavnske designere, udviklere og arkitekter, som THE UPCYCL vil inspirere med åbningen af deres nye afdeling.
Ved at gøre New Waste materialer fysisk tilgængelige i storbyen, håber THE UPCYCL nemlig på at kunne ændre på de københavnske udvikleres tankegang allerede i designprocessen.
“Vi skal ramme designerne inden tankestrømmen tager fart. De skal i højere grad starte med en vurdering af hvilke materialer, der er til rådighed – i stedet for den nuværende proces, hvor designet kommer først, og materialer er en eftertanke”
Udtaler stifter og CEO af THE UPCYCL, Rikke Ullersted.
Med en placering i den danske hovedstad håber THE UPCYCL på at kunne styrke de lokale symbioser, hvor de med deres New Waste showroom kan matche lokale produktionsvirksomheders kontinuerlige overskudsmaterialer med storbyens designere eller udviklingsvirksomheder, der kan anvende dem i deres projekter. Men THE UPCYCL håber også at de med en placering i Nordhavn kan kickstarte en materialerevolution, der når ud over de danske landegrænser.
Et taktilt showroom med plads til kreativitet
Det nye showroom i EDDA Studio skal danne grobund for inspirerende materialemøder for THE UPCYCLs medlemmer, men det skal også være et sted, hvor nysgerrige udviklere med fingrene på den bæredygtige puls kan gå på opdagelse i virksomhedens New Waste database. Showroomet i Nordhavn kan også bookes til workshops, skitsering, brainstorming eller til events, der kan være med til at accelerere den cirkulære materialeanvendelse både i og uden for København.
Virksomhedernes grønne matchmaker
THE UPCYCL betegner sig selv som en cirkulær matchmaker, da de forbinder kontinuerlige restmaterialer fra produktionsindustrien med design- og udviklingsvirksomheder. Det gør de med ét enkelt formål for øje; at accelerere den cirkulære økonomi – og nu åbner de et showroom i Nordhavn, hvor deres mange medlemsvirksomheders restmaterialer fremvises.
Information om Nordhavn-afdeling
Yderligere oplysninger om New Waste showroom
Yderligere oplysninger om THE UPCYCL
Adresse på Nordhavn-afdeling
Århusgade 131
2150 København Ø
Pressekontakt:
Monica Silvia, monica@theupcycl.com, +45 42461044
Fotokreditering: Nicoline Lisby