En vigtig sejr for dansk design: ferm LIVING vinder kopisag over COOP

Designkrænkelser

27. april 2022

Pressemedelelse

Designvirksomheden ferm LIVING fik den 22. april medhold i ankesagen mod Coop og underleverandøren Wolly om kopiering af
virksomhedens Plant Box. Men sagen er blot ét ud af mange eksempler på, hvordan discountkæder underminerer dansk designs
anseelse på verdensplan

Endnu en supermarkedskæde er i dag blevet dømt for at krænke rettigheder ejet af en dansk designvirksomhed. Østre Landsret har givet ferm LIVING medhold i, at Coop og underleverandøren Wolly har krænket både ophavs-, markedsførings- og designrettigheder, da de i 2017-2018 producerede og solgte en kopi af ferm LIVINGs Plant Box. Dermed omstødte Østre Landsret en dom fra Sø- og Handelsretten fra oktober 2020. Coop og Wolly skal desuden betale ferm LIVING en historisk høj erstatning på 2,8 mio. for bl.a. tabt fortjeneste og sagsomkostninger.

ferm LIVING ser frem til en erstatning, men direktør Peter Vedel understreger, at det desværre kan være en kortvarig glæde:

”Det er en vigtig sejr. Men jeg ved, at der lander en håndfuld lignende kopisager på mit bord alene den næste uge. Det er ikke bare Coop,
der efterligner danske designprodukter – det gør Coops konkurrenter i branchen også. Det skal vi have sat en stopper for. Specielt i et land
som Danmark, der profilerer sig på design af høj kvalitet, bør vi ikke acceptere en så åbenlys og systematisk kopiering,”

siger Peter Vedel.


Voksende udfordring truer branchen

Sagen er blevet fulgt med særlig interesse hos interesseorganisationen SMVdanmark. Her har man et stort ønske om at samle centrale
aktører fra den danske designbranche i en alliance for at få bremset den voksende udfordring med kopiering.

“Det er et enormt problem og dybt uanstændigt, at de store detailkæder og deres leverandører snylter på andres arbejde med at designe
og produktudvikle og blot kopierer resultatet. Derfor skal vi have en lovgivning, som tilstrækkeligt beskytter de små, herunder større
erstatninger og bedre mulighed for fri proces for dem, der er blevet krænket. Men vi vil også appellere til forbrugerne; Det, som detailkæderne kan forstå, er nemlig svigtende salg, og her kan du som forbruger gøre en reel forskel,”

siger Jeppe Rosenmejer, chefjurist i SMVdanmark.


Hos ferm LIVING håber direktøren, at dommen kan være med til at skabe en debat om mere bæredygtigt og etisk forbrug:

”Detailkæderne slår sig stort op på bæredygtighedsagendaen. Derfor er det også påfaldende, at de belaster miljøet med, hvad de selv i landsretten kalder et ’brug og smid-væk-produkt’ og i øvrigt udtaler efter dommen, at de ikke har tænkt sig at ændre praksis. Coop har
via Wolly sendt et billede af et design, vi har udviklet og markedsført, til en fabrik i Kina og fået lavet en hurtig, billig kopi i væsentligt
dårligere kvalitet. Hvis sådan en handling bliver bredt accepteret, udvander vi den kreative designbranche og en af Danmarks stolteste
eksportvarer. Så kan det ganske enkelt ikke længere betale sig at udvikle nyt, dansk design af høj kvalitet,”

siger Peter Vedel afslutningsvis.

Du kan læse hele afgørelsen her.