Design denmark

5 skarpe til Design denmarks ledelse

5 skarpe til Design denmarks ledelse

Design denmark fornyer sin ledelse knapt 3 år efter en vellykket fusion af designbranchens organisationer, og fødslen af Design denmark. Det sker med nyudnævnelserne af Henrik Weiglin som administrerende direktør og Abelone Varming som udviklingsdirektør i en nyoprettet stilling. De to udgør Design denmarks nye direktion. Vi stiller dem 5 skarpe.

Dd: Hvordan kommer medlemmerne til at mærke den nye ledelsesstruktur i Design denmark?

Henrik Weiglin: Med Abelone, som har en baggrund som designer og stadig er aktiv som sådan, byder vi først og fremmest velkommen til mere designfaglighed. Men også til flere kræfter til den del, der handler om medlemmernes muligheder for forretningsudvikling. Vi gennemfører fx en ‘designtour’ i første kvartal i 2017, som skal munde ud i en handlingsplan for de kommende år. Det er en tur rundt i landet, hvor vi besøger medlemmer og bliver klogere på ønsker og forventninger til vores alliance. Det er en metode til at videreudvikle vores projektorganisation og sikre relevante events og mere medlemsinvolvering. 

Abelone Varming: Vi står i en privilegeret situation, med helt nye muligheder og åbne døre, hvor vi end vender os. Jorden er gødet og kendskabet til os som organisation er cementeret. Det har været med til at øge fokus på den værdi, vi og vores medlemmer har for fremme af dansk design, som brand og som forretning. Nu handler det om at styrke vores position som fagområde, ved endnu mere målrettet at være med til BÅDE at styrke faget plus styrke vores medlemmers muligheder. Muligheder for meget mere netværk. Muligheder for mange flere samarbejder. Muligheder for meget større bevågenhed internationalt. Mulighed for flere ‘nørdede’ events og kundskabsberigende arrangementer osv osv. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang.

Dd: Hvordan vil I bruge den nye designfaglighed i praksis?

Abelone Varming: Vi vil som medlemmer rigtig gerne mødes. Lære af hinanden. Dele erfaringer og udfordres fagligt. Hvor vender vi os hen, når vi har brug for kollegial sparring? Og hvem udfordrer os og hjælper os i forhold til efteruddannelse? Hvem hjælper os med kontakter til et internationalt marked? Hvem kan se tendenser fra politisk hold? Hvem baner vejen for os til at indgå meget mere i høj politiske beslutningsprocesser? Det er spørgsmål, som vi glæder os til at rette fokus mod og diskutere med medlemmer, bestyrelse og branche. Vi spænder vidt i vores organisation. Vi har videnspartnere, små og mellemstore virksomheder og rigtig mange selvstændige enmandsvirksomheder.  Vi er en stor pulje af potentielle kolleger med mange fælles potentialer. Og så er der selvfølgelig hele vækstlaget af nyuddannede designere og designstuderende. Design denmark vil rigtig gerne facilitere det møde.

Henrik Weiglin: Fundamentet og vores intent er på plads, men vi vil gerne være endnu mere relevante for medlemmerne, endnu mere engagerende og endnu mere dagsordensættende, når det handler om at være på radaren hos politikere og meningsdannere. Det skal være tydeligt for landets ledere, hvilken forskel design gør i samfund og erhvervsliv. Stadig næsten halvdelen af de danske virksomheder kan ikke se relevansen i at anvende design, på trods af at det øger bundlinje og omsætning.

Dd: Hvad ligger der i, at Design denmark kalder sig en ‘alliance’?

Henrik Weiglin: Alliancetankegangen er nerven i vores forening. Det er dét, Design denmark bygger på. Vi tror på, at netop alliancerne – mellem designere og virksomheder, mellem skoler og erhvervsliv, mellem danske designløsninger og globale udfordringer, og mellem offentlige og private spillere, er dét, som skaber værdi og forretning for den enkelte designer og for branchen som helhed. Danske designere har den innovationskraft, verden har brug for – vi skylder ganske enkelt hinanden at satse på det kreative felt, der er med til at løse udfordringer inden for alt fra velfærds- og borgerservice, vand, klimateknologi, farma og medico. Vores kreative branche er højrelevant for individer og samfund, og det vil vi styrke internt og demonstrere eksternt.

“…vi skylder ganske enkelt hinanden at satse på det kreative felt, der er med til at løse udfordringer inden for alt fra velfærds- og borgerservice, vand, klimateknologi, farma og medico”. Henrik Weiglin

Senest har vi set et regeringsgrundlag præsenteret af den nye trekløverregering uden at ordet design overhovedet er nævnt. Det er mærkeligt og ikke i orden, når nu størstedelen af grundlaget handler om innovation, vækst og arbejdspladser. For i virkeligheden kan alle disse ambitioner bedst udfoldes gennem en systematisk brug af designmetoder og –løsninger, uanset om det er private eller offentlige markedsaktører, eller for den sags skyld en kombination. Og det er uagtet, om det gælder jobskabelse, grøn omstilling, innovation eller brug af nye teknologier.

“…når vi betegner Design denmark som en alliance og ikke en brancheorganisation er det netop fordi, vi insisterer på at invitere alle inden for, som anser design for at spille en central rolle i udformningen af vores fremtid.”

Det er afgørende for Design denmark at skabe partnerskaber og synliggøre og dokumentere, hvordan design bidrager til vækst og innovation og skaber mærkbart bedre løsninger og produkter til gavn for udøvere og brugere. Så når vi betegner Design denmark som en alliance og ikke en brancheorganisation er det netop fordi, vi insisterer på at invitere alle inden for, som anser design for at spille en central rolle i udformningen af vores fremtid.

Dd: Design denmark har fra starten positioneret sig som en projektorganisation med høj medlems- og board-involvering, fremfor at være en ‘brancheorganisation classic’? Hvad indebærer det i praksis?

Abelone Varming: Jeg meldte mig ind som studentermedlem for 20 år siden. Kom i bestyrelsen i det gamle Danske Designere for 6-7 år siden. Blev næstformand i Dd for 3 år siden. 1. Februar 2017, starter jeg så som udviklingsdirektør. Det synes jeg egentlig er ret sigende for organisationens kultur. Vi er vores medlemmer. Vi servicerer gennem aktivering. Vi vil udfordre, samarbejde og berige vores medlemmer. Vi vil SAMMEN med vores medlemmer styrke branchen og feltet. Det er jo medlemmerne, der kender sine egne behov og vi kan i sekretariatet supplere og støtte op, men et samarbejde er helt klart at foretrække. Så tag fat i os – sgu!

Sidste års vindere af "Visionary Concepts" ved Dansih Design Awards. Foto: Urgent Agency.

Foto: Urgent Agency.

Dd: Hvad er de vigtigste sigtepunkter for Design denmark i 2017?

Henrik Weiglin: 2017 bliver et virkelig spændende år med mange cooperative projekter og events. Helt aktuelt er vi lige nu – efter cirka et års arbejde – ved i samarbejde med Danske Kunsthåndværkere & Designere, northmodern, Designmuseum Danmark og Dansk Design Center at ‘genopfinde’ en slags dansk design week, en fælles platform og event-satsning, som i maj festligholder design i alle afskygninger i hele Danmark. Derudover er vi sammen med Dansk Design Center godt i gang med forberedelserne til Danish Design Awards 2. år. Designprisen byder til næste år på et samarbejde med Kolding og har i den anledning fået tilføjet fire nye priskategorier. Sidst men ikke mindst står vi også bag et stort designevent i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Abelone Varming: Mit mål er, at vi ved årsskiftet næste år, kan se tilbage på et år, hvor Design denmark har opdateret sig til at være en stolt version 2.0. Henrik og jeg er pt i gang med at udvikle et katalog over mulige tiltag, som vi vil fokusere på i 2017.