Design denmark

5 skarpe til Cphbusiness

17. december 2019

I denne måneds 5 skarpe har Design denmark talt med konsulent Mette Aagaard Løjborg-Rønde fra Cphbusiness, som arbejder med efter- og videreuddannelse til det danske erhvervsliv. Design denmark giver hermed ordet til Mette, som vil gøre os klogere på, hvorfor det er så vigtigt fortsat at udvikle sine kompetencer – og herigennem sig selv.

Når man arbejder som designer, vil man uvilkårligt støde på områder og arbejdsopgaver, som er ukendte for en. Skal man tilegne sig den viden og kunnen, eller skal man samarbejde med andre, der kan varetage det? Hvordan vurderer man det skisma bedst efter din mening?

Det er et godt spørgsmål. Det er naturligvis en individuel vurdering af, hvor meget du gerne selv vil vide, og hvad du gerne vil kunne. Personligt er min erfaring, at viden skaber værdi i mange henseender, og at kendskab til andre områder og arbejdsopgaver end din egen kernefaglighed kan være en forudsætning for, at man kan navigere i opgaven, sparre og samarbejde med andre om deres opgaver og forstå vigtigheden af og hvordan de to opgaver skal sammentænkes. Man skal jo ikke selv være specialist i alt, men forståelse for og kendskab til mine kollegaers og samarbejdspartneres områder gør også, at jeg kan løfte mine egne opgaver bedre. Min tilgang vil derfor altid være at overveje, om den nye viden er noget, der understøtter mig, mit samarbejde med andre og den udvikling min branche befinder sig i – og ikke mindst om jeg vil kunne få brug for den viden igen på et senere tidspunkt.

Vi hører ofte om designere, der udfordres på nye platforme, ledelsesansvar, forretning osv. Og de fleste designere er jo ”blot” startet med at være glade for at tegne. Er det nogensinde for sent at udvide samt udvikle sit kompetenceområde?

Det er aldrig for sent at udvikle sig selv eller sine kompetencer. De fleste af os kender til følelsen af, at hverdagen kan blive udfordrende og hjernevridende, fordi man står over for en ny opgave, der skal løses. Det stiller nye og anderledes krav til dit primære kompetenceområde end hidtil.

Selvom det kan være rigtig svært at finde tid til at udvikle sig og få nye kompetencer – pga. familie, arbejdsopgaver, der hober sig op, fritidsinteresser og økonomi – vil det i mange tilfælde kunne give ro allerede fra første dag, fordi du vil få følelsen af at investere i din egen udvikling.

Ved at udvikle sine kompetencer, kan man også få overskuddet tilbage og give sig selv mulighed for at løse nye opgaver hurtigere, så man hurtigere kan vende tilbage sin kerneopgave. Efter- og videreuddannelse handler i lige så høj grad om at udvikle sig som menneske og at få nye kompetencer.

Når man eksempelvis er selvstændig, kan det være svært og dyrt at prioritere efteruddannelse. Hvad er dit råd til designere i den situation?

Der er mulighed for at opnå tilskud igennem forskellige ordninger og kompetencefonde, som er rettet mod specifikke målgrupper, f.eks. faglærte og ufaglærte, ansatte i staten, mv. Det kan eksempelvis være, at a-kasser, fagforeninger eller brancheorganisationer har en pulje til efter- og videreuddannelse. Jeg anbefaler derfor at tage kontakt til dem, når du har fundet den ønskede efteruddannelse.

Er der tale om brancheorienterede, opkvalificerende kurser er det som selvstændig muligt at trække kurset fra i skat.

Hvem er de typiske deltagere på jeres kurser og forløb?

Cphbusiness fokuserer især på uddannelser inden for ledelse, kommunikation, økonomi, IT, salg og markedsføring og innovation, hvilket derfor tiltrækker studerende, som enten arbejder eller har interesse inden for disse områder. Gennemsnitsalderen hos vores studerende på akademiuddannelserne er 35+ og på diplomuddannelserne 42+. Vi oplever en stor diversitet på holdene ift. deltagernes faglige og uddannelsesmæssige baggrunde, herunder de brancher deltagerne kommer fra, hvilket skaber en interessant dynamik og ikke mindst sparring de studerende imellem. Fællesnævneren for deltagerne er nemlig at lære mere om f.eks. projektledelse, videokommunikation, strategisk kommunikation, el.lign., og så lærer de også meget af den sparring, der sker de studerende imellem, da f.eks. strategisk kommunikation eller ledelse i praksis kan udfolde sig på meget forskellige måder brancherne imellem.

Hvor tidskrævende er det at efteruddanne sig – og hvor ofte skal man opdatere sig?

Hos Cphbusiness er det muligt både at læse om dagen og aftenen, hvilket skaber en større frihed ift. arbejds- og privatliv. I gennemsnit skal du regne med at afsætte 10-15 timer om ugen til et fag.

Efter endt uddannelse og nogle år i drømmejobbet kan der være sket mange ændringer og nye opgaver være kommet til. Min personlige erfaring er at gå dine opgaver og kompetencer igennem en gang om året og vurdere, om du har de bedste forudsætninger for at udvikle dig i dit job og løse dine opgaver tilfredsstillende. Derudover gælder det også om at se, om den branche og det marked, du beskæftiger dig med, er i udvikling og hvilken retning det bevæger sig hen imod, så du følger med udviklingen og de kompetencebehov, der efterspørges i dag og i fremtiden.