Design denmark

5 skarpe til Rikke Nørgaard Elster fra We.Care

6. maj 2020

Tiden lige nu er præget af usikkerhed. Coronavirus hærger i Danmark og over hele verden, og skaber usikre tider for mange. Måske medfører det bekymringer i arbejdslivet, der tages med videre i privaten. Måske var bekymringerne allerede tilstede inden COVID-19 satte bremserne i. Uanset årsag tilbyder Design denmark nu en rabatordning hos We.Care – Danmarks største online psykologpraksis til medlemmer og medlemmers ansatte. I denne udgave af 5 Skarpe kan du derfor blive klogere på, hvad We.Care er, hvem der kan modtage konsultationer og hvad du kan få hjælp til, når Design denmark sender spørgsmålene i retning af psykolog Rikke Nørgaard Elster.

Vil I først fortælle lidt om, hvordan We.Care blev skabt og hvordan I arbejder?

Det kan du tro. We.Care blev skabt på baggrund af ønsket om og efterspørgslen på, at gøre psykologhjælp mere tilgængeligt for flere mennesker, og samtidig gøre det mere fleksibelt at få hjælp til det svære, for vi møder alle udfordringer gennem livet.

Generelt bliver vores liv mere digitale. Vi har møder med lægen via video, vi handler vores dagligvarer online og vi holder møder med kolleger over videokonference – og det samme skal vi kunne med vores psykolog. Mange oplever at det er mere fleksibelt at mødes med deres psykolog over video, da de sparer transporttiden frem og tilbage. Flere finder det nemmere at åbne op for det svære, når de sidder i eget hjem pga. den tryghed det skaber.

Derudover består We.Care af et team med megen forskellige baggrunde, hvilket gør at vi ser tingene fra forskellige perspektiver. Det giver en fantastisk synergi, hvor vi finder løsninger ingen af os ville have fundet frem alene. Det virker utrolig godt.

We.Care har kontakt med mange forskellige personer og virksomheder kan jeg forestille mig. Betyder det noget for jer, hvilken faglig baggrund man har eller er det personen bag I taler med?

Ja, det har vi. Det er et rigtig godt og relevant spørgsmål. Det har helt sikkert personen ’bag’ vi taler med. Vores psykologer ser hele mennesket. Det vigtige er derfor ikke, hvilken faglig baggrund man kommer fra eller hvilket job man har lige nu.

Vi møder rigtig mange forskellige mennesker fra meget forskellige baggrunde, der arbejder i vidt forskellige virksomheder. Vi hjælper mennesker videre i livet – lige fra CEO’s, der er højt på strå inden for den finansielle verden, til hende, der kæmper med et hårdt arbejdspres samtidig med at få familien derhjemme til at hænge sammen.

Er det mest faglige udfordringer, der gør at folk tager fat I jer, eller er det lige så tit på det personlige plan der er hjælp at hente hos jer?

Det er både personlige og faglige udfordringer. Det er helt klart begge dele. Det er for mange også svært at skille dem ad – det kan man ikke rigtigt. Hvis man eksempelvis er udfordret på arbejdsfronten, vil det påvirke hjemmefronten på en eller anden måde: Det kan være at man har en kortere lunte derhjemme, ikke er nærværende, når man putter børnene, ikke lytter, når ens partner taler, eller ikke tager sig godt af sig selv.

Man opdager muligvis ikke, hvordan det påvirker andre aspekter af ens liv med det samme, men for langt de fleste er det svært at skille ad, og det bliver tydeligt med tiden, hvordan det hele påvirker hinanden. Det skyldes også, at opdelingen mellem arbejdsliv og privatliv ikke er skarp. Grænserne imellem de to er blevet langt mere flydende end de har været førhen.

Hvad er jeres oplevelse ift. hvor lang tid et forløb varer?

Det varierer meget fra person til person. Det kommer an på omfanget af den krise, man står midt i, eller hvilke slags udfordringer, man står overfor. Vi har nogle, hvor forløbet er få konsultationer, da problemet er meget afgrænset. Samtidig har vi andre, der er i længere forløb, da udfordringen har været der i flere år eller er kommet op gentagende gange i personens liv uden at blevet bearbejdet og løst.

Det handler om at få bearbejdet udfordringerne og blive bedre til at håndtere det, der skaber problemer i ens liv, så man selv kan håndtere det i fremtiden. Antallet af konsultationer det tager, er forskelligt. Mange bruger også det, at skrive med sin psykolog imellem videokonsultationerne. Det er der mange, som er glade for, fordi de løbende kan skrive til psykologen. Det kan eksempelvis være om, hvordan det går med en specifik opgave eller hvordan det går generelt imellem konsultationerne. Psykologen svarer på beskederne næste gang hun logger ind og kan derfor guide og støtte den enkelte mere undervejs.

Hvad giver det jer at se og følge folks udvikling igennem et forløb – at se det mentale ’før’ og ’efter’ billede?

Det er jeg glad for du spørger om, for det er noget af det bedste ved det vi arbejder med. Det er enormt givende. At være med på ’rejsen’ og følge den udvikling, som et menneske gennemgår over et forløb, er meget meningsfuldt. For mange sker der en stor forandring i flere aspekter af deres liv fra første konsultation til sidste og afsluttende konsultation.

I begyndelsen af et forløb kan det være svært for flere at sætte ord på, hvad der er galt. Det gør det dermed også svært at handle på problemet selv. At se en person komme ind med det udgangspunkt og arbejde sig hen til at være bevidst om, hvad der ikke fungerer, sætte ord på det, bearbejde det og derfra tage handling – det er meget stærkt.

Det er faktisk meningsfuldt for os alle i We.Care – det gælder om at hjælpe et menneske godt videre i sit liv. Det er bare på forskellige måder og tidspunkter. For vores udviklingsteam gælder det om at gøre det nemt at komme i gang og let at komme i kontakt med psykologen. For vores customer success-team gælder det om at hjælpe til en god oplevelse generelt og svare på spørgsmål undervejs. Og for vores psykologer gælder det om at hjælpe mennesket med de udfordringer, som mange har kæmpet med alene i lang tid.