Design denmark

Dd portræt: Marie-Louise Rosholm

12. august 2019

Når det umulige gøres muligt

I andet afsnit i rækken af Design denmark medlemsportrætter møder vi Marie-Louise Rosholm, væver og tekstildesigner MDd samt indehaver af enmandstegnestuen, Studio MLR, der har til huse på Refshaleøen i København. Trods sin størrelse og beliggenhed er tegnestuen internationalt anerkendt og er gået ind i kampen for et bæredygtigt fokus i produktionen af tekstiler.

Italienske erfaringer og internationale inputs

Siden sin afslutning fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1984 tog det hurtigt fart for Marie-Louise Rosholm. Blot to år efter åbnede hun sin første tegnestue i Milano og sidenhen i København i 1992. Med mere end 30 års erfaring fra tekstilbranchen designede Marie-Louise Rosholm i begyndelsen primært for italienske tekstilproducenter, men bredte efterfølgende sin forretning ud geografisk. De seneste 15 år har Studio MLR arbejdet for nogle af verdens største producenter af bæredygtige tekstiler, heriblandt Lenzing i Østrig.

Erfaringerne fra sin opstart i Italien har Marie-Louise Rosholm dog taget med sig. Som lille virksomhed opstår der en fleksibilitet i at have medarbejdere og freelanceansatte tilknyttet i løsningen af specifikke opgaver. Men endnu vigtigere tilføjer kontakten med internationale medarbejdere personlige inputs fra andre dele af verden end Danmark. Dermed tilfører medarbejderne et supplement i Marie-Louise Rosholms arbejde, som ikke ville opnås gennem rejser, udstillinger og messer alene.

Den bæredygtige vej – men hvordan?

Som enmandsvirksomhed gøres arbejdet ikke lettere af, at Marie-Louise Rosholm ofte tiltrækkes af designløsninger, der synes umulige. Grænser skal krydses og elementer kombineres på nye måder, for at innovative, æstetiske og funktionelle løsninger skabes. Men hvordan gøres det umulige så muligt? I opskriften herpå blander Marie-Louise Rosholm en god portion optimisme, erfaring, netværk og jordnærhed med et skud stædighed, hvilket oftest får opgaven til at lykkes.

I sin tekstilproduktion tilstræber Studio MLR at anlægge en bæredygtig retning, hvilket for mange kan synes udfordrende at give sig i kast med. Til dette har Marie-Louise Rosholm fundet kræfter fra sit samarbejde med tekstilproducenter verden over. Erfaringerne fra samarbejderne omsætter Marie-Louise til mindre projekter, blandt andet et pudefyld fremstillet af genbrugs plastflasker, hvor pudernes størrelse tilpasses stoffets bredde og spild minimeres. Små tiltag, der dels gavner miljøet, men også skaber opmærksomhed som fortælling både udadtil og internt på tegnestuen. Og dette er for Marie-Louise Rosholm en målestok, hvor alle kan være med, store som små virksomheder.

Nul spild

Seneste bæredygtige projekt har været udviklingen af et bæredygtigt tekstil i samarbejde med designeren Luca Nichetto og møbelfirmaet Sancal. En 10 år gammel idé hos designeren om en sofa bestående næsten udelukkende af færdigvævet tekstil tiltrak med sin umiddelbare umulighed Marie-Louise Rosholm. En vævet løsning var på tegnebrættet.

Med erfaringer fra bæredygtig produktion og strikteknik kunne tekstildesignet gentænkes og løsninger skabes i samspil med parternes ønsker til designet. Det var af stor vigtighed for Marie-Louise Rosholm, at produktionen af tekstilet ikke måtte være mere besværlig for Sancal at løfte, end deres konventionelle polstermøbler og at produktionen skulle laves uden spild, så overskydende garn kunne videreføres til produktionen af den næste sofa. Resultatet blev en sweater til en sofa samt en ny måde at arbejde med polstring af møbler, og sofaen Next Stop med tekstilet ZERO Textile blev lanceret på møbelmessen, Salone del Mobile, og på magasinet Wallpapers udstilling, begge i Milano i april i år.

Se Marie-Louise Rosholm fortælle om ZERO Textile på Møbelmessen i Milano lige her.