3daysofdesign: Circular Furniture Days

Den nationale erhvervsklynge Lifestyle & Design Cluster står igen i år bag et event med fokus på cirkulære løsninger under 3daysofdesign i København d. 16. – 18. september 2021. I år bliver det i rammerne af Designmuseum Danmark, hvor virksomheder inden for møbel- og interiør design kommer med bud på cirkulær design.

Stole, tæpper, lamper, boligindretning, spændende brug af alternative materialer – alt med et bæredygtigt og cirkulært indhold.

Dansk design inden for møbel og interiør har gennem generationer haft stolte traditioner for at være unikt, i høj kvalitet og med en særlig nordisk vibe.

Oplev innovative løsninger, der omfatter genanvendelse af plast fra verdenshavene, plastikflasker eller fiskenet, kreativ udnyttelse af de sidste kvadratcentimeter træ fra møbel-produktion, minimalistisk ressource-forbrug, genanvendt metal og mange andre kreative nyskabelser, der alle har til formål at reducere forbrug og spild eller at genanvende og genbruge materialer.

I forbindelse med Circular Furniture Days vil der ligesom sidste år også blive etableret en platform til “talks” og engagerende debatter, hvor der sættes fokus på udvalgte og aktuelle emner målrettet møbelindustrien. Her kan man møde og høre om inspirerende first-mover- og disrupter-virksomheder, der kan påpege cirkulære brændpunkter og en vej til løsning af disse, ligesom det her vil være muligt at præsentere og udrulle cases fra selve eventet.

Der arrangeres en række Speaker’s Circles, hvor publikum i planlagte tidsrum kan tilmelde sig guidede rundture, hvor virksomheder kan præsentere deres produkter.

Se det fulde program her – og book pladser på forhånd, da der er begrænsede pladser.

Circular Furniture Days vil være åben med gratis adgang for både fagfolk og offentligheden generelt.

Deltagere 2021

Om 3daysofdesign

18. sep 2021
kl. 09.00
Designmuseum Danmark
Bredgade 68
1260 København K