VidensNetværk: Dansk design i Kina med oplæg ved Rune Kirt, KIRT x THOMSEN
Hvordan brugen af visuelle præsentationer kan fostre et fælles sprog – fra innovationsafdeling til produktionsgulv
På dette netværksmøde vil Rune Kirt, CEO hos det danske designbureau KIRT x THOMSEN, dele indsigter fra sit arbejde med globale samarbejder og løsningerne af distancesamarbejdets udfordringer. Gennem klientcases fra KXT med industriledende samarbejder; LM Wind, Ørsted og Vattenfall, vil Rune Kirt fokusere på processen fra udvikling, implementering og skalering af visualiseringer til internt kommunikation – fra produktudvikling til produktionsgulvet. Samtidig gennemgår Rune Kirt, hvordan brugen af visuelle præsentationer sammenlignet med teksttungt indhold kan hjælpe med at fostre et fælles sprog mellem kulturer og forskellige medarbejdergrupper eller samarbejdspartnere. Alt dette for at hjælpe virksomheder til at udnytte fordelen af en mere effektiv og succesfuld implementering af produktinnovation!
Om VidensNetværk: Dansk design i Kina
Hvordan finder man arbejde i Kina som dansk designer? Hvordan er det at arbejde og sælge dansk design i Kina? Og hvorfor kan Kina være et relevant marked for danske designere?
Med en stor og stærk møbelindustri leverer Kina til et enormt og ekspanderende indenlands boligmarked. Samtidig udbygges det kinesiske eksportmarked, dels med egne produkter, men i stort omfang som leverandør til internationale møbelkæder og underleverancer til udenlandske møbelproducenter. Den kinesiske interesse for vestlig livsstil er stor – og især dansk design står stærkt. Danske møbler kopieres, men der sker en udvikling. Kopitendensen afløses tiltagende af ønsket om at udvikle nye designs og egne kollektioner. Mange kinesiske producenter søger derfor samarbejde med internationale – og meget gerne danske – designere.
VidensNetværket er et forum for kontakt, formidling og viden om dansk design i Kina, og fokuserer på arbejdskultur, kopiering versus branding, bæredygtighed samt salg og markedsføring.
Tilmelding
Tilmelding sker ved at kontakte netværkets tovholdere Ann Christin Mahrt på e-mail ac@ehubnordic.com og Ebbe Gehl på e-mail ebbe@gehl.dk.
OBS: Det er muligt at deltage i ét netværksmøde uden medlemskab, men forudsætter at man er medlem af Design denmark for at deltage i videre netværksmøder.
Børsen, Slotholmsgade 1
1217 København K