Design denmark

Fair Festival - Danmarks nye festival for bæredygtighed

20. januar 2020

Fair Festival er Danmarks nye festival for bæredygtighed. Under festivalen kan du som forbruger møde danske virksomheder, der alle arbejder med bæredygtighed samt lytte til foredrag, debatter eller livemusik, nyde en bid mad og få en snak med den lokale, bæredygtige NGO. Arbejder du selv i en bæredygtig virksomhed og ønsker at udstille dine produkter, kan du nå at tilmelde dig festivalen endnu.

Fair Festival er initieret af GLOBE GO GREEN, som består af forbrugere drevet af troen på, at alle kan gøre lidt og en forskel. Med udgangspunkt i sig selv, en ufuldstændig viden og manglende overblik over bæredygtigt forbrug, er målet med Fair Festival at skabe et forum, hvor virksomheder, der arbejder målrettet med bæredygtighed, samles og skaber indblik samt overblik, således at alle kan træffe bevidste og kvalificerede valg.

Fair Festival afholdes i Aarhus d. 27. – 29. marts 2020 på Godsbanen, i Ridehuset og på Aarhus Congress Center og er åben:

– Fredag d. 27. marts mellem kl. 14.00 – 20.00
– Lørdag d. 28. marts mellem kl. 10.00 – 19.00
– Søndag d. 29. marts mellem kl. 10.00 – 18.00

Find festivalens program her og køb din billet her.

GLOBE GO GREEN donerer halvdelen af overskuddet fra entréindtægten til hjælpeorganisationer og foreninger, der arbejder med FN’s 17 verdensmål. Der hjælpes både lokalt, nationalt og internationalt. I 2020 støttes Dansk Flygtningehjælp, SOS Børnebyerne, WWF Verdensnaturfonden, HOME-START støttet af ZONTA, Soroptimisterne i Aarhus og Frej Tænketank.

Fair Festival definerer bæredygtighed som i Gro Harlam Brundtland rapporten fra 1986, hvor: “en bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”.

Udstillerne under Fair Festival skal have en klar målsætning om, at producere og servicere mest muligt bæredygtigt. Det er vigtigt, at det er en del af virksomhedens DNA og at der arbejdes løbende på at udvikle og optimere, så man hurtigst muligt bliver mest mulig bæredygtig. Certificeringer er ikke et ultimativt krav for at blive udstiller. Kan virksomheden fortælle om deres forsyningskæde og om, hvordan der arbejdes med bæredygtighed, kan de kvalificere sig som udstillere. Fair Festival ser gerne, at virksomhederne viser, hvordan der arbejdes med målene og hvordan de derved hjælper. Overordnet skal udstillerne vise ansvarlighed ift. det, de producerer og yder, så der ikke drives rovdrift på mennesker, dyr og jord.

Læs mere og certificeringer og kriterier her.

Ønsker du at præsentere og sælge dine bæredygtige produkter under Fair Festival, kan du kontakte GLOBE GO GREEN på tlf. 20 80 09 31 / 30 51 65 23 eller på mail hey@globegogreen.com. Hvis tilmelding sker inden d. 1. februar 2020, giver GLOBE GO GREEN 25% rabat på standleje.

Læs mere om at blive udstiller her.