Stærk konceptuel grafisk designer til KK Design på Københavns Rådhus

Vil du være med til at løfte barren for god visuel kommunikation til københavnerne? Er du en stærk konceptuel grafisk designer med styr på dit håndværk og et godt øje for visuelle og digitale tendenser?

Så er du måske vores nye kollega i KK Design på Københavns Rådhus.

Grafisk design er en vigtig brik, når der skal sikres professionel, klar og vedkommende kommunikation til københavnerne. Lige nu mangler vi en dygtig og erfaren designer på holdet i KK Design, som med høj faglighed kan hjælpe med at løse de mange opgaver og løfte vores design videre.


Om jobbet

KK Design er som inhouse bureau ansvarlig for Københavns Kommunes grafiske designlinje og arbejder med en bred vifte af grafiske opgaver, konceptudvikling og identiteter.

Vores vision er at styrke og optimere Københavns Kommunes samlede brand, sørge for en rød tråd i den visuelle kommunikation og selvfølgelig understøtte en stærk kommunikation i hverdagen.

Som en del af teamet er du med til at udvikle visuel kommunikation til københavnerne, da vi laver design til alt fra folkeskoler, demens og corona til store events som Tour de France og EM.

Dine opgaver spænder fra udvikling af kampagner til design af identiteter, rapporter, byrumsplakater og digital kommunikation til daglig hands on-produktion. Du vil som erfaren designer komme omkring de fleste opgavetyper.

Vi har et stærkt fagligt fællesskab, som består af dygtige, engagerede kolleger med bred erfaring fra designbureauer, selvstændig virksomhed og internt fra kommunen.


Om dig

Vi ser gerne, at du
  • har en kandidat fra en af landets design- eller arkitektskoler og mindst fire-fem års erfaring fra branchen, hvor du har opbygget en solid faglighed og trives med både drift- og udviklingsopgaver – små som store
  • er stærk i hele designprocessen fra research over idé- og konceptudvikling til præsentationer og dialog med kunder og samarbejdspartnere.
  • sætter en ære i at levere høj kvalitet inden for aftalte deadline – og ser metode, feedback, sparring og evaluering som en naturlig del af vejen dertil
  • ser god service og samarbejde som en vigtig del af jobbet – også når tidspres eller andre benspænd kommer på tværs
  • er en engageret og god kollega

Om afdelingen

KK Design er del af Økonomiforvaltningens centrale kommunikationsafdeling, som arbejder professionelt og effektivt med mange grene af kommunikationsfaget. Udover grafik og design arbejder afdelingen med presse og sociale medier, kampagner, events, forandrings- og ledelseskommunikation og web/intra.

Vi gør os umage for at skabe mest mulig værdi for københavnerne. Og så er det selvfølgelig vigtigt for os at have et godt og sjovt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper, støtter og udvikler hinanden. Du kan se KK designguide og cases på design.kk.dk


Ansættelsesvilkår

Vi glæder os til at få en ny kollega ombord fra den 1. november 2022 eller hurtigst muligt.

Stillingen er fuld tid med løn, pension og ansættelse i henhold til gældende overenskomst.


Kontakt

Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte teamleder Gitte Boel Gammelgaard på 2679 2437.


Søg via linket senest tirsdag den 20. september 2022

Første samtalerunde forventes den 22. september, mens anden runde (inkl. faglig case) forventes den 27. september.


Økonomiforvaltningen
 

Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Vi arbejder for overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget og understøtter derved kommunale beslutningsorganer på højeste niveau. Sideløbende varetager vi de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende kommunens økonomi, personale, fysiske planlægning, administration, beredskab, kommunikation og den generelle udvikling af byen. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse.

Læs mere og ansøg her