VIA Design og Business (TEKO)

VIA Design og Business (TEKO)
Medlem af dd siden 2013

VIA Design og Business er Nordens største designskole inden for mode- og livsstilsbranchen fordelt i Herning og Aarhus.

Hos os er design og business nært forbundne. Det er forudsætningen for, at vores studerende kan realisere innovative og bæredygtige produkter og koncepter til glæde for de virksomheder, de skal ud og være en del af som færdiguddannede.

VIA Design og Business står på skuldrene af 50 års erfaring med uddannelse inden for mode, møbler og livsstil kombineret med forskningsbaseret viden. Vi har Danmarks førende laboratorier, og de studerende bruger dem flittigt. Praktikker og innovative samarbejder med branchens virksomheder er en del af alle uddannelsesspecialer, og det betyder, at dimittender fra VIA Design og Business er både kvalificerede og erfarne allerede den dag, de får deres eksamensbevis.

Vores uddannelser tager afsæt i designprocesser – uanset om vi uddanner beklædningshåndværkere (erhvervsuddannelse), designteknologer eller professionsbachelorer i design og business. Og uanset om specialet er fashion- eller møbeldesign, branding og marketing, retail design og business, indkøb, visual communication design eller et af vores andre uddannelsesspecialer, bruger vi metoder fra både design og business. Det betyder, at vejen til en cirkulær forretningsmodel går via kreativ tænkning, markedsanalyser, tests, prototyper og ikke mindst ny teknologi, og det ved alle studerende, uanset hvor i mode- og livsstilsbranchen de drømmer om at skabe sig en karriere.

En bæredygtig verden er pejlemærket for alt, hvad vi gør på VIA Design og Business. Vi navigerer efter verdensmål nummer 4, 12 og 17: Uddannelse til alle, bæredygtig produktion og partnerskaber. Vi tager ansvar og vi lærer vores studerende at tænke cirkulært, undre sig, være modige og handlekraftige. Med andre ord danner og uddanner vi de medarbejdere, som branchen har brug for, så vi i fællesskab bidrager til den bæredygtig omstilling i mode- og livsstilsbranchen.

Har du spørgsmål, brug for en praktikant eller ønsker at samarbejde med os på anden vis, så kontakt os på design@via.dk.