Design denmark

NavneNyt: KADK styrker bæredygtig agenda med nye bestyrelsesmedlemmer

To nye grønne profiler træder ind i bestyrelsen for Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).

Uddannelses- og forskningsministeren har fra 1. februar 2019 udpeget Lone Feifer og Ditte Lysgaard Vind som nye medlemmer af KADK’s bestyrelse. Begge profiler kommer med dyb faglig indsigt og kompetencer inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi. Dermed er de nye ansigter med til at tegne en endnu stærkere grøn profil for KADK.

Mette Lis Andersen, formand for KADK’s bestyrelse, ser frem til samarbejdet med Lone Feifer og Ditte Lysgaard Vind.

”De kommer begge med solide kompetencer, der matcher vores behov for at være i front med samfundsudviklingen og ikke mindst den bæredygtige dagsorden. Tilsammen tilfører de viden om den aktuelle udvikling inden for arkitektur og design, cirkulær økonomi og indsigt fra fondsverdenens indsats i samfundsaktuelle problemstillinger. Erfaringer, der vil bidrage og understøtte KADK’s arbejde med FN’s verdensmål og bestyrelsens aktuelle drøftelser af den fremadrettede vision og strategi for uddannelserne på KADK. Jeg glæder mig til at byde vores nye bestyrelsesmedlemmer velkommen til arbejdet.” siger Mette Lis Andersen.

Om Lone Feifer

Lone Feifer er ansat i VELUX Gruppen som director for Sustainability & Architecture, hvor hun arbejder med strategi og internationale partnerskaber inden for bæredygtigt byggeri med hovedfokus på sundt indeklima og kvalitet i byggeriet.

Hun er uddannet arkitekt MAA fra Kunstakademiets Arkitektskole i København har derudover en Postgraduate Master of Energy & Green Architecture fra Århus Arkitektskole og Tshinghua Universitetet i Beijing. Hun er bestyrelsesmedlem i Akademisk Arkitektforening.

Lone har siddet i Arkitektskolens aftagerpanel (KADK) siden 2013, men fratræder denne post i forbindelse med, at hun træder ind i KADK’s bestyrelse.

Om Ditte Lysgaard Vind:

Ditte Lysgaard Vind er Managing Partner i konsulentenheden Lendager TCW. I 2016 startede hun Netværket for Cirkulær Økonomi i Danmark i samarbejde med Ida Auken for at samle danske små- og mellemstore virksomheder såvel som større virksomheder for at skabe fælles input til udarbejdelsen af Cirkulær Økonomi-policies herhjemme og globalt.

Hun er herudover bestyrelsesmedlem i Dansk Designråd.

Ditte er uddannet Cand. Soc. i Politisk Ledelse og Kommunikation fra Copenhagen Business School, og har siden da specialiseret sig i bæredygtig ledelse fra Cambridge University og Harvard Business School.
Lone Feifer og Ditte Lysgaard Vind er udpeget til bestyrelsen for en fireårig periode til og med 31. januar 2023. De afløser to nuværende medlemmer Karen Mosbech og Anne-Louise Sommer.

Derudover har uddannelses- og forskningsministeren beskikket bestyrelsesformand Mette Lis Andersen endnu en periode til og med 5. marts 2023, og næstformand Jesper Stub Johnsen har fået forlænget beskikkelsesperioden med to år til og med 31. januar 2021.

For yderlige oplysninger kontakt:
Pressekonsulent Lærke Cecilie Lindegård
Mail: llin@kadk.dk
Telefon: 41701661