Design denmark

NavneNyt: Lene Tanggaard bliver ny rektor for Designskolen Kolding

16. september 2019

Designskolen Kolding får ny rektor

Professor i pædagogisk psykologi, Lene Tanggaard, skifter d. 1. januar 2020 sin stilling som viceinstitutleder ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet ud med posten som rektor for Designskolen Kolding. Dermed afløser hun Elsebeth Gerner Nielsen, som stopper efter 12 år i spidsen for skolen.

Siden sin uddannelse som cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2000, har Lene Tanggaard forsket i kreativitet, læring og innovation. Med mere end 200 videnskabelige artikler bag sig, et hav af bøger, debatindlæg og interviews samt en række bestyrelses- og rådsposter, får Designskolen Kolding “en ambitiøs og visionær rektor, som kan videreudvikle og udfordre skolens vision og sikre målsætningen om, at være et internationalt talentværksted for udvikling af dansk design”, udtaler bestyrelsesformand Merete Due Paarup.

I en alder af 34 år blev Lene Tanggaard som den yngste danske kvinde nogensinde udnævnt professor i 2008. Siden har hun udgivet bøger om kreativitet, bl.a. bestselleren “I bad med Picasso – sådan bliver du mere kreativ” i samarbejde med iværksætter Christian Stadil. Kommunikation af videnskab i øjenhøjde er en af hendes store forcer og hun har både modtaget prisen som årets forfatter ved Aalborg Universitetsforlag i 2009, Nordjysk Universitetsfonds Innovationspris i 2012 og Gyldendahls Formidlingspris sammen med Svend Brinkmann i 2015.

“Jeg er sikker på, at Lene Tanggaard med sine kommunikative evner, sin viden om kreativitet og innovative processer, sin evne og optagethed af at spotte og udvikle talentet og ikke mindst sit indgående kendskab til uddannelse og forskning er den helt rigtige til at sætte retning for Designskolen Kolding”, pointerer Merete Due Paarup. Som rektor for Designskolen Kolding kommer Lene Tanggaard til at varetage den daglige ledelse af skolen og dermed spille en central rolle i at styrke og udvikle skolens uddannelser, videngrundlag og samarbejder med det omgivende samfund.

Lene Tanggaard tilknyttes Designskolen Kolding den 1. november 2019, og overtager endeligt rektorposten ved årsskiftet, hvor Elsebeth Gerner Nielsen giver depechen videre.